Irving Penn død, 92 år
En af det 20. århundredes mest indflydelsesrige fotografer døde i går.
I går døde den amerikanske mode og portrætfotograf Irving Penn 92 år gammel.
Med sine meget intense, minimalistiske og opstillede billeder inspirerede han flere generationer af fotografer. Man taler ligefrem om en 'Irving Penn-opstilling', når modellen fotograferes i neutral positur foran en stor rustik bagrund. En metode, som ganske mange danske fotografer af og til benytter sig af.
Det var Penns kendetegen at fjerne al overflødig baggrund ved at trække et tæppe ned bag modellen. Han rejste verden rundt og fotograferede alt fra oprindelige folk i Ny Guinea til verdensstjerner i New York i naturligt lys og med et groft kanvas som baggrund.
Irving Penn startede sin karriere på Vogue i 1940'erne og slog meget tidligt sit navn fast med modefotos, der var fuldstændigt renset for baggrunde og tilbehør, som ellers kendetegnede tidens modefotografi.
I 1953 startede Irving Penn op for sig selv, og skabte en lukrativ forretning med mode- og reklamefotografering, der gav ham frihed til at forfølge personlige projekter. Det blev blandt andet til bogen Worlds in a Small Room med portrætter optaget i verdens afkroge.
Også still-leben billeder var en af Penns passioner. Typisk fotograferet på ensartet baggrund gav han nyt liv til cigaretskodder og andet affald fundet på gaden.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!