Dansk pressefoto vurderet til 30 millioner kroner
Et maleri udført af den tyske maler Gerhard Richter er blevet sat til salg på Sothebys Auktioner i New York. Billedet er lavet på baggrund af et officielt pressefoto af de tre prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie som børn og forventes at indbringe over 30 millioner kroner ved auktionen på tirsdag.
I starten af 60'erne sad maleren Gerhard Richter og klippede billeder ud af tyske ugeblade. Han ledte efter et familiefotografi, der strålede af lykke og harmoni. Han faldt over billederne af de tre små prinsesser og brugte det senere som et forlæg for et maleri med titlen 'Tre søskende' (1965).
Selv anede han ikke, at billedet forestillede de tre danske prinsesser. Han troede derimod blot, at det var børn fra en tilfældig tysk familie, han havde malet.
Hvem der har taget fotografiet er uvist. Polfoto har et billede fra samme fotoseance liggende i deres arkiv, men billedet her er uden fotografnavn. Dog står der 'Foto: PPF' i billedteksten. Billederne skal angiveligt være en serie officielle pressebilleder taget af kongefamilien i 1951.
Billedet kan findes i Polfotos arkiv ved via 'Gæstelogin' at søge på '5nv0xkcv', der er billedets ID-nummer.
Maleriet, der nu sættes til auktion ved Sothebys i New York, er vurderet til 25-30 millioner kroner. Og det er lavt sat, mener eksperter. Det vides ikke, om prisen presses i vejret som følge af afsløringen af de tre søstres identitet eller fordi der er tale om et tidligt eksempel på dansk pressefotografi.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!