Manipulation eller ej?
Er det billedmanipulation at ridse i et negativ og sætte tape på det? Det er spørgsmålet efter kåringen af vinderne i Best of Photojournalism.
Debatten om brugen af Adobe Photoshop i fotojournalistik generelt og i konkurrencer som Årets Pressefoto specielt har været heftig og næppe ikke slut endnu.
Men gælder der andre regler, når man har med 'gammeldags' negativer at gøre? Det er spørgsmålet efter at Magnus Wennman's portrætter af bodybuildere har fået hædrende omtale i Best of Photojournalism 2009.
Serien er taget med et 6X7 Pentax-kamera på film og efterfølgende er negativerne blevet ridset og forsynet med tape for til sidst at blive scannet.
Et billede fra samme serie vandt i februar 1. prisen i portræt-kategorien i Årets Bild, men her var dommerne meget i tvivl.
Lars Dareberg fra Sydsvenskan har fået adgang til emails mellem dommerne, hvor de bl.a. skriver: "Fordi billedet er manipuleret, så føles det svært, men det er det bedste billede, så det giver vi prisen".
Ifølge reglerne i Pressfotografernas Klubb må ingen billeder være manipuleret og det kan føre til eksklusion af foreningen. Men Lars Dareberg mener, at disse regler må ændres, for de skal ikke være en spændetrøje for kreativiteten.
Men er Magnus Wennmans billede en manipulation?
Lars Dareberg skriver: "Hvis man skraber i negativet med en gaffel eller en kniv, så tilfører man jo intet til billedet. (...) Siden har Magnus tydeligvis også sat tape på billedet, men det tilfører jo heller ikke noget i selve billedet".
"Men skulle dette resultere i, at Årets fotograf blev diskvalificeret og ekskluderet fra PFK? Nej, så tror jeg, at konkurrencen og foreningen graver sin egen grav", fortsætter han.
Magnus Wennman vandt udover prisen for Årets Portræt også prisen for Årets Bild. Og fordi billedmanipulation i indsendte billeder til Årets Bilde medfører eksklusion af Pressfotografernas Klubb, så ville fotografens priser i de andre kategorier også ryge ud af konkurrencen ved diskvalifikation.
I kommentarerne til Lars Darebergs artikel er debatten allerede godt i gang om, hvorvidt reglerne til Årets Bild skal ændres eller om Magnus Wennmans vinderbillede skal diskvalificeres.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat