Pitt som pressefotograf
Nu behøver vi snart ikke kendis-fotografer længere - filmstjernerne fotograferer hinanden på bestilling fra ugebladene: Magasinet W kan bringe 'eksklusive fotos' af Angelina Jolie, der ammer. Billederne er taget af gemalen Brad Pitt, der længe har gået med en fotograf i maven og som fik fløjet film ind fra Israel til projektet.

Oktober-nummeret af magasinet W præsenterer 21 fotos taget af skuespilleren Brad Pitt. Billederne forestiller hustruen Angelina Jolie og børnene i hverdagsituationer i hjemmet.
Det har længe været kendt, at Brad Pitt er overordentlig interesseret i fotografi. Så da W tilbød ham opgaven med at fotografere familien, så slog han til med det samme. Det skriver websitet Fotópia.
Men han ville udelukkende fotografere på film, ovenikøbet på Kodak Technical Pan - en film, der ikke har været i produktion i fire år. Alligevel lykkedes det bladets billedredaktør at finde 40 film via Ebay, der blev fløjet ned til parrets slot i Frankrig.
Brad Pitt løb hurtig tør for film, så billedredaktøren måtte på jagt igen. Denne gang lykkedes det at finde 30 film i Israel.
Helst ville han dog have fotograferet på en special film, som blev brugt i film fra 2. verdenskrig, men disse lod sig ikke fremskaffe!
Meningerne om Brad Pitts billeder er blandede: Nogle mener, at de er smukke, mens andre finder det fornærmende, at en amatørfotograf som Brad Pitt får tildelt forsiden, mens professionelle fotografer bliver henvist til sider inde i bladet.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!