Vigtig afgørelse i ophavsretssag
Kunstneren Kristian von Hornsleth skal betale 30.000 kr. i vederlag og godtgørelse til fotojournalisten Lizette Kabré på grund af brugen af et fotografi i en kollage. Desuden skal kunstneren betale sagens omkostninger.
Sagen drejer sig om en kollage, som Kristian von Hornsleth lavede for nogle år siden. I kollagen indgår et af Lizette Kabré fotografier af en kulturjournalist på Politiken. Ansigtet er klippet ud af fotografiet og påklistret en pornoskuespiller i aktion.
Kollagen skulle angiveligt være et 'debatindlæg' fra kunstnerens side som reaktion på nogle kritiske artikler skrevet af kulturjournalisten. Kristian von Hornsleth påberåbte sig af samme grund en 'kunstnerisk ytringsfrihed' og henviste til, at kollagen var skabt i en offentlig debat.
Desuden mente han, at kollager som kunstart nyder særlig beskyttelse, da udøvelsen af denne form for kunst ellers ville blive umuliggjort.
Men disse argumenter bed ikke på dommeren i Københavns Byret, der fastslog, at fotografen havde retten til at bestemme over anvendelsen af billedet, og at Kristian von Hornsleths brug af billedet lå ud over, hvad ophavsretslovens giver ham mulighed for.
Kristian von Hornsleth skal derfor betale et vederlag på 5.00o kr. for brugen af billedet samt en godtgørelse på 25.000 kr, fordi billedet er blevet brugt i en sammenhæng, der må betegnes som krænkende.
Desuden skal kunstneren betaler 13.000 kr. i sagsomkostninger. Det er Dansk Journalistforbunds juridiske afdeling, der har kørt sagen for Lizette Kabré.
Kristian von Hornsleth oplyser til Ekstra Bladet, at han agter at anke sagen, om nødvendigt til Menneskeretsdomstolen.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!