DJ arbejder på udspil om licenser
Dansk Journalistforbund arbejder på en skabelon, som fotografer kan bruge til prisudspil, hvis kunden ønsker at overtage rettighederne til billederne. Det afslørede Lars Lindskov til DJ:Fotografernes generalforsamling.
Inspirationen til skabelonen kommer fra IT-branchen, hvor man kan opnå mere og mere råderet over eller adgang til et produkt ved at betale ekstra.
"Det er en tilgang, man forstår ude i det private erhvervsliv", fortalte Pressefotografforbundets formand Lars Lindskov ifølge journalisten.dk ved DJ:Fotografernes generalforsamling i lørdags.
Der er 744 medlemmer i specialegruppen DJ:Fotograferne, og flere medlemmer havde forud fra generalforsamlingen gjort opmærksom på, at de oplevede et stigende pres for at fraskrive sig ophavsrettighederne til deres billeder.
En af deltagerne på generalforsamlingen foreslog, at DJ simpelthen meldte nogle standardpriser ud i forhold til frigivelse af ophavsrettigheder, men det blev afvist DJ:Fotografernes formand med henvisning til Konkurrencestyrelsen, der sandsynligvis ville betragte en sådan fremgangsmåde som ulovlig.
Ved en licensskabelon kan DJ nøjes med at anbefale trinvise prisstigninger (i procent) i forhold til basispris, der er genstand for behandling.
"Så ophavsrettighederne skæres så at sige ud i pølseskiver, der enkeltvist kan sælges fra gennem opjusteringsvejledninger fra forbundets side", sagde DJ:Fotografernes formand, Peter Thornvig.
Også på PF's generalforsamling i efteråret blev en licens-model efterlyst.
Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, oplyste på DJ:Fotografernes Generalforsamling, at der vil komme mere konkret information om licensskabeloner, når Pressefotografforbundet fejrer sit jubilæum den 17. februar.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat