Freelancere i frit fald
Det er bare at trykke på en enkelt knap. Jeg sidder med klamme håndflader og stirrer på min computer. Så, nu gør jeg det… nej, NU gør jeg det…NU gør jeg det altså! Med et enkelt klik går jeg fra ledig til et liv som fri fugl.
Jeg havde i sin tid lovet mig selv, at dagpenge aldrig måtte blive en sovepude eller en undskyldning for ikke at få søgt job, komme i gang som fotograf og bevare troen på at man, selv i krisetider, kan leve af sit fag.
Lige lovlig kæk tankegang, men sådan er drømmene så store og fine, når man en sidste gang trasker ud af døren i førerbunkeren og lægger Århus og cykelturen op ad Randersvej bag sig.
Så det var med slet skjult stolthed og en del angst, at jeg trådte ud af køen af ledige og blev direktør-i-eget-liv.
Vi er rigtig mange, der har været nødt til at træffe det valg hvad enten vi har villet det eller ej. Vi har nemlig et A- kassesystem, der i mine øjne slet ikke er gearet til det arbejdsmarked, vi har i øjeblikket, og som ikke ligefrem opfordrer til et liv som selvstændig.
På trods af, at vi skriver 2012, er der stadig ikke en holdbar løsning for freelancere, der har den frækhed at gå hen og blive forældre med tilhørende barsel. Vi må heller ikke tage en uges vikararbejde som fotograf, for så overskrider vi den regel der handler om, at man ikke må have mere end 15 timers arbejde i et selvstændigt bierhverv (eget firma) om ugen. Og sådan kan jeg blive ved.
Hvordan skal vi nogensinde komme godt i gang, når det system der burde gribe os, i stedet slynger os ind i et net af sære regler, der bremser muligt arbejde og muligheden for at få en lille pote indenfor hos en arbejdsgiver?
Et system, der gladeligt lader os arbejde gratis og retorisk krabber udenom ved at kalde det praktik osv, men som sætter alle bremser ind, hvis vi skulle falde over en uges fast fotografisk arbejde.
Jeg er stadig medlem af A- kassen, men har efterhånden svært ved at finde argumenterne for hvorfor. Pt. lever jeg fint af at fotografere og er lykkelig for livet som freelancer. Men sker det en dag, at jeg må ty til A-kassen en måned eller to, vil jeg være tvunget til at lukke mit firma, sælge udstyr mm, for overhovedet at få udbetalt dagpenge. Det er helt sort på et tidspunkt, hvor jobs kommer og går, og hvor faste stillinger nedlægges til fordel for en freelancer i ny og næ.
Jeg vil ønske både Forbund og A-Kasse rigtig god arbejdslyst i 2012. Der er nok at tage fat på.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.





Debat