Tre forslag fra medlemmerne afvist
"Jeg er altid så glad for, at der kommer forslag fra medlemmerne, men disse forslag er ikke gode nok", lød det fra Pressefotografforbundets formand ved årets generalforsamling.
Der var indkommet tre forslag til årets generalforsamling.
Medlem Jens Tønnesen havde foreslået en vedtægtsændring, således at generalforsamlingen fremover skulle ligge i marts fremfor i oktober /november. Derved ville generalforsamlingen hvert år komme til at falde sammen med åbningen af Årets Pressefoto, der som bekendt skal foregå i København fremover.
Bestyrelsen med Lars Lindskov i spidsen argumenterede imod forslaget, der ved en efterfølgende afstemning blev forkastet.
Medlem Jens Astrup havde stillet to forslag: Først og fremmest ønskede han, at bestyrelsen skulle udarbejde nye retningslinjer for billedbehandling til Årets Pressefoto, der var entydige og indiskuable.
Det var debatten om de bortdømte billeder i dette års udgave i Årets Pressefoto, der var baggrund for forslaget. Men heller ikke dette forslag blev vedtaget.
Jens Astrups andet forslag handlede om 'begrebsforvirring'. Han ønskede, at PF skulle arbejde for, at DJ's specialgruppe 'Fotograferne' skulle omdøbes til 'Fagfotograferne'. Desuden skulle PF arbejde for at medlemmer af forbundet bør illustrere journalistiske udgivelser.
Efter en kort debat blev forslaget nedstemt.
Ved ingen af de tre afstemninger kom de hastigt udpegede stemmetællere, Peter Honoré og Torben Larsen, på overarbejde.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.





Debat
Ingen debatindlæg fundet!