Scanpix-prisen til Anders Birch (OPDATERET)
Fotojournalist Anders Birch besøgte George W. Bush hjemby. Og det kom der en hovedopgave og en pris ud af.
"I don't know what percentage of me is Midland... but I would say people,
if they want to understand me, need to understand Midland and the attitude
of Midland".
George W. Bushs ord om hjembyen Midland fik fotojournaliststuderende Anders Birch til at pakke kufferten og rejse til Texas i et forsøg på at forstå verdens mægtigste mand, USAs nuværende præsident.
Hans billeder af folk og fæ i Midland danner tilsammen hans hovedopgave som fotojournalist på Danmarks Journalisthøjskole og indbragte ham samtidig Scanpixprisen 2007. Hovedopgaven er en bog med både tekst og billeder.
"Historien fra en ligegyldig by i Texas bliver fortalt humoristisk og indlevet, så vi bliver fascinerede af dette ærkeamerikanske minisamfund og de fotogene indbyggere. Anders Birch fotograferer sikkert og formfuldendt og fortæller samtidigt historien med nuancer. Dette kunne have været rigeligt til et interessant og flot projekt, men der er et lag mere. Fortællingen bringer os tættere til en forståelse af verdens mægtigste mand", skrev bureauchef Niels Hjerrild i sin begrundelse for at tildele Anders Birch prisen.
"Jeg er utrolig glad for at have fået prisen. Specielt når jeg tænker på alle mine kære medstuderende, der alle havde lavet fantastiske hovedopgaver. Det er altid rart, når man bliver anerkendt for det man laver", siger Anders Birch.
Han har fået et femugers sommervikariat på Politiken, hvor han i sin tid var i praktik og derefter skal han være freelancer.
"Her kan jeg forhåbentlig føre nogle af alle mine mange mærkelige/sjove/spændende projektidéer ud i livet", tilføjer han.
Hovedopgaven kan nu ses på Danmarks Journalisthøjskoles hjemmeside:
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!