Rigtige fotografer gider ikke efteruddannelse
Som sædvanlig er kurset for fotograferende journalister overtegnet, mens det kniber gevaldigt med at få efterårets efteruddannelseskurser for fotografer fyldt op. To kurser er allerede aflyst på grund af manglende tilslutning.
Forleden kunne vi her på sitet fortælle om en ledig plads på efteruddannelseskurset 'Pressefoto på amerikansk', der foregår i Minnesota, USA. Det kommer næppe bag på nogen, at der ikke gik lang tid førend den plads var besat. Heller ikke kurset Fotofestival i Perpignan har det været svært at finde deltagere til.
Men når det drejer sig om tekniske eller teoretiske kurser hjemme i kedelige og grå Danmark, så ser det straks anderledes ud med interessen.
Efterårskataloget byder på hele tre Photoshopkurser, der endnu har ledige pladser:
- Nyheder i Photoshop CS3 - 12 pladser.
- Koncentreret photoshop - 2 pladser.
- Photoshop for alle - 2 pladser.
Kurset Kend dit kamera, der henvender sig til brugere af professionelle digitale spejlreflekskameraer, har endnu 11 ledige pladser.
Kurset SoundSlides - Et 'must' fot fotografer har indtil videre plads til 9 deltagere, mens kurset Sådan skal det lyde, der beskæftiger sig med optagelse og redigering af lyd, har 11 ledige pladser.
Der er tre kurser for DV-fotografer på alle niveauer, der også har ledige pladser:
- DV I (start) Reporter i levende billeder - 6 pladser.
- DV II - Videre med DV - 5 pladser
- DV III - Masterclass - 8 pladser.
Kurset Video til nettet kan bryste sig af 10 ledige pladser.
Endvidere er der to kurser for tv-fotografer, der skriger på deltagere:
- TV 1 Masterclass - 12 pladser.
- TV 2 - Mig og min makker - 8 pladser.
Forleden omtalte vi her på hjemmesiden Poynter Summer School, der finder sted på Hotel Frederiksdal i Nordsjælland, der byder på et særligt spor til fotografer og andre visuelle fortællere under ledelse af Kenny Irby. Men også her kniber det med få pladserne fyldt op.
To af efterårets kurser er allerede blevet aflyst. Det drejer sig om kurset 'Flash for fortællere' og 'Skab dit eget fotojournalistiske projekt', der havde for få tilmeldte til, at det var forsvarligt at gennemføre dem.
Der er ingen garanti for, om de omtalte kurser med ledige pladser gennemføres. Det afhænger af antallet af tilmeldinger de kommende måneder. Er du således optaget på et eller flere kurser med mange ledige pladser, så kan det være en god idé at opfordre kolleger til at tilmelde sig.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!