Sælger over 1700 billeder om dagen
Verdens bedst sælgende microstock-fotograf hedder Jacob, er 29 år og bor i Århus.
Kan man leve af at sælge sine arkivbilleder for en 10'er? Spørgsmålet er blevet relevant i takt med at microstock-bureauerne er poppet op som paddehatte og sælger livsstilsbilleder til priser fra 1 dollar og opefter. En forretningsmodel, der er en bombe under de traditionelle billedarkiver, hvor arkivbilleder sjældent fås til under 500 kr.
Men svaret er ja. I hvert fald, hvis man sælger billeder nok.
Fotografen Yuri Arcurs, hvis borgerlige navn er Jacob Yuri Wackerhausen, tjener angiveligt over 400.000 kr. på arkivbilledsalg - om måneden!
Ifølge egne oplysninger sælger han 650.000 billeder om året gennem 16 forskellige microstockbureauer. Nogle billeder sælges til 1 dollar, mens andre går til priser på op til 750 dollars.
(Salgsoplysningerne er fra januar 2008 og kan meget vel have ændret sig siden. Fra juni 2007 til januar 2008 steg den månedlige indtægt således i følge Microstockdiaries med over 300%)
I bureauet Fotolia har han nået rubin-niveau, hvilket betyder, at han har solgt mellem 100.000 og 500.000 billeder gennem bureauet.
Egentlig er han psykologi-studerende, men har også taget en fotografuddannelse i Århus tilbage i 2000. Men de seneste år har han ladet psykologi-bøgerne passe sig selv og helhjertet dedikeret sig til stockfotografiet.
Han hyrer fotomodeller gennem et modelbureau, laver en session, hvor de fotograferes fra alle vinkler og i en masse opstillinger, sørger for at modellerne udfylder en modelrelease og så går han ellers i gang med at billedbehandle de mange hundrede RAW-filer, som han får i kassen ved en sådan session.
'Yuri Arcurs Productions', som hans firma hedder, har til huse i Århus Midtby, men han også råder over et 800 kvadratmeter stort studie i Sabro. Han beskæftiger fem assistenter på fuld tid og 10 freelancere, der bl.a. tager sig af billedredigering og tilføjelse af nøgleord.
Ikke alle billeder tages dog i Danmark - tre måneder om året opholder han sig i Sydafrika, Norge eller på Hawaii.
Fra i år bliver Yuri Arcurs officielt sponseret af Hasselblad, så fremover tages alle hans billeder med et en H3D-II-39. Han fortæller på sin hjemmeside, at kun en håndfuld fotografer i hele verden har opnået den ære at få et officielt sponsorat fra Hasselblad.
På det seneste er han også begyndt at blogge - i Yuri Arcurs tilfælde sker det med en videoblog. Første episode viser fotografen på opgave i Musikhuset i Århus med fire modeller og en session med nogle skatere udenfor. Videoen er betalt af bureauet Crestock, som Yuri Arcurs leverer til.
Hans store succes med at sælge stockfotos har også gjort ham til et populært interviewoffer på hjemmesider, der beskæftiger sig med microstock. Når han ansætter assistenter, så er han ikke interesseret i at ansætte nogen, der selv er i microstock-branchen, men på den anden side er han ikke bange for at rådgive andre om, hvordan man får succes i selvsamme branche.
Både i interviews og på hans egen hjemmeside er der informationer om, hvordan man skal gebærde sig i denne specielle del af fotobranchen.
Og mens du har læst denne artikel, så er fire af Yuri Arcurs billeder blevet solgt på et microstocksite et eller andet sted på nettet. Og han har tjent 28 kr.
Portfolios
Et udvalg af Yuri Arcurs billeder kan ses her:
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat