Sådan bliver du medlem af Pressefotografforbundet

Pressefotografforbundet (PF) er en organisation for professionelle fotografer, der primært har fotojournalistik som deres arbejdsområde. PF organiserer pressefotografer, fotojournalister og tv-fotografer m.v. i Danmark.

Pressefotografforbundet (PF) er en specialforening i Dansk Journalistforbund, og det betyder, du også skal være medlem af Dansk Journalistforbund.

  • Hvis du har en af fagets uddannelser - eller går på en af dem -, bliver du nemt optaget.
  • Er du ansat på en overenskomstdækket arbejdsplads, bliver du også optaget
  • Hvis du er freelancer og opfylder indtægtskravet/omsætningen (ca. kr. 25.000 i omsætning pr. måned over en tre måneders periode)), bliver du også nemt optaget.

Hvis du af den ene eller anden grund ikke opfylder nogle af de ovenstående kriterier, kan der alligevel søges om medlemskab, men der skal normalt være særlige organisationsfaglige grunde for, at vi kan imødekomme din ansøgning.

Det koster p.t. 80 kr. om måneden at være medlem af Pressefotografforbundet, dog kun 30 kr. for studerende. Hertil kommer kontingent til Dansk Journalistforbund, evt. A-kassen samt til de øvrige specialgrupper, som du bliver medlem af.

Pressefotografforbundets overordnede politik er at skabe et landsdækkende forum, hvor pressefotografer, fotojournalister og tv-fotografer m.v. på tværs af arbejdsopgaver og ansættelsesvilkår kan mødes, udveksle erfaringer og samle styrke til at løse de overordnede fælles problemer, der er særegne for visuelle billedskabere.

PF arrangerer foredrag, fyraftensmøder, konferencer og andre arrangementer, hvor du kan hente inspiration til dit daglige virke.

Årets Pressefoto

Derudover er konkurrencen/udstillingen Årets Pressefoto en vigtig del af PF's arrangementer. Konkurrencen er forbeholdt medlemmer af Pressefotografforbundet, og du kan kun deltage med fotos, multimedieproduktioner og tv-indslag, der er lavet, mens du har været medlem.

Udstillingens åbning og præmieoverrækkelse foregår som regel den første fredag i marts hvert år. Indsendelsesfrist af billedmateriale og tv-indslag er i starten af januar.

Efteruddannelse

PF arbejder tæt sammen med UPDATE, som er den organisation, der varetager efteruddannelse for journalistiske medarbejdere i Danmark, og derigennem skaber vi mange relevante kurser.

Ophavsretsfonden

PF administrerer midler fra DJ's Ophavsretsfond og en del af disse midler går til betaling af efteruddannelseskurser, hvis du er freelancer eller som fastansat ikke kan få betalt din efteruddannelse. Derudover kan der fire gange årligt søges midler til andre formål. Ansøgningsskema findes på www.pressefotografforbundet.dk.

Arbejdsforhold

PF forsøger sammen med DJ at skabe de bedst mulige arbejdsforhold for medlemmerne via aftaler for både fastansatte og freelancere gennem overenskomster og aftaler på freelance-markedet.

Har du faglige spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte faglig konsulent i DJ Hans Jørgen Dybro eller PF's formand Lars Lindskov på .

Hjemmeside

PF har en meget velfungerende hjemmeside, hvor du kan hente meget inspiration, sælge eller købe brugt udstyr, se faglige og andre nyheder eller deltage i en debat.

Derudover kan tilmelde dig et nyhedsbrev, så du hver morgen får en mail om nyt indhold på hjemmesiden.

Også på Facebook

PF findes også på Facebook – både med en fanside for alle og en gruppe forbeholdt medlemmerne.

Pressefotografforbundet er i øvrigt verdens ældste forbund for pressefotografer og fejrer i år sit 100 års jubilæum.

Oprettet 14-2-2012 21:47 · Sidst ændret 16-2-2012 22:39
 

Alle rettigheder til de anvendte billeder på dette site tilhører den enkelte fotograf. Det er derfor ikke tilladt at anvende disse foto uden tilladelse fra fotografen.

Valid XHTML 1.0 StrictValid CSS!
Pressefotografforbundet
Gl. Strand 46 · 1202 København K

Kontakt Pressefotografforbundet

Dansk Journalistforbund