Hvad er meningen med fotojournalistikken

Jeg forstår godt Pawel Flato kritik og sådan opfatter jeg problemet:

Pressefotografi viser ikke verden som den er, men som vi frygter den.
Jeg har nu kikket et utal af nationale og internationale fotokonkurrencer efter i arkiverne. Dette er konklusionen:

Næsten 30 procent af vinderbillederne henviser til dramatiske situationer der indeholder krig, død og menneskeskabte katastrofer. Det er ”død sygt”

Jeg tror ikke på den verden som vinderbillederne viser. Var den så farlig ville mindst 28 procent af verdens befolkning dø af katastrofer eller i krig hvert år. Altså omkring ca 1,7 milliard
Så ville der kun være ca 130. mill. mennesker tilbage om 3 år.

I påsken var jeg i sommerhus hvor flere lokalaviser fra Odsherred deles ud. Ingen viste billeder af farlige situationer, næsten alle billederne var af mennesker der gerne vil sælge ting og sager til hinanden/læserne.

Jeg tror på de lokale aviserne. Verden består mest af mennesker der gerne vil sælge noget til hinanden. Det finske vinderbillede af sejlbåden i algesuppen er måske det bedste eksempel på sandheden. Vores forbrug er på sigt farligere end alle krige tilsammen.

Indrømmet – krig med lig på bordet er gyseligt underholdende og dermed godt stof. Krig er dog et trivielt menneskeligt vilkår og kunne pressefotografiet forhindre krigen, ville det været sket, allerede dengang USA trak sig ud af Vietnam.


Fotografier med mennesker på kan generelt deles i to grupper dem der fortæller at vi skal have tillid og de som viser at vi skal være vagtsomme, pressefotografiet viser med overvægt det der skaber angst og fjendebilleder.

Når vi kan ikke lide Brian Mikkelsens kunst-, kultur- og historie-kanoner, hvorfor kan vi så, så godt lide konkurrencerne for presse/kanonfotografer ?

Det første offer i en pressefotokonkurrence er sandheden. Set i forhold til redigeringen af de fotografier der vises frem som dommernes hvide røg.

Er vi bare ude i noget æstestik uden mening og hvad er meningen så med fotokunkurrencer?

Lars Bahl

Hej Lars.

Som altid et godt provokerende indlæg.

Man kan jo ændre årets pressefoto til at være en udstilling af de bedste fotos det forgangne år, men uden at der tildeles priser. Det tror jeg vil løfte udstillingen ud af det snæversynet-journalistbestilte-opgave-suppedas, som hovedparten af de billeder der er med på udstillingen er.

Miklas.

Tak for din respons Niklas

Jeg vil lige understrege at jeg kun er medlem DJ og ikke PF, hvorfor jeg egentlig ikke har ret til at blande mig i ÅP. Jeg gør det alligevel fordi ÅP er en lille bid af fænomenet ”fotokonkurrencer” som jeg ofte er meget mystificeret af, for hvad er meningen med dem?

Er det pressens behov for at skabe retfærdiggørelse for sig selv på?

Er det et menneskeligt behov for at finde vindere i alt muligt?

Er det en måde at udvikle ”fotografiprodukteter” på?

Er det for at se hvor god smag dommerne har?

Er det en måde at beskrive verden på?

Er det til for at skabe merværdi til fotografer?

Konkurrencen er det som liberalisme og kapitalisme bygger på. I det system er pressen er et godt værn, som kan vise og dermed beskytte de svageste. Ved at se fotokonkurrencerne bliver jeg dog i tvivl om pressens hensigter. Handler det bare om at finde forsvarsløse motiver for egen vindings skyld. Har pressen magt nok til at stoppe krige f.eks?

Konkurrencen uden vindere kunne være et smukt koncept. Når almenlige mennesker får mulighed for at vælge bliver det hjertet der vinder over smerte. Når fotokyndige skal vælge bliver det smertens år hvert år. Hvad er meningen?

Hovedsystemet i fotokonkurrencerne går på:
En yngre person med mod og mandshjerte drager ud i verden. Det eneste han har med er fotoudstyr. Han kommer til et farligt sted og fotografere hvad han ser. Derefter vender han hjem til kongeriget som bliver lagt ned og befrugtet af hans geniale måde at se på.
Vi har en vinder!

Fotografiet har ikke givet en skid mere, end vi allerede har i folkeeventyrene.